Overraskelsen
Af Niels Lindow
Hovedpersonen Annelise Jankow er i London. På et kedeligt hotel, ved at lægge sig til at sove. Hun er matematiker og deltager i et symposium, hvor man næste dag skal diskutere årsagerne til at religion og anden overtro stadig spiller en stor rolle i verden. Annelise Jankow er et tilfreds menneske, strålende karriere på Matematisk Institut, gift med Peter, kontorchef i Finansministeriet. To velfungerende og stræbsomme sønner.
Da hun vågner befinder hun sig stadig i sengen, men det er en anden seng, i et andet værelse, og en lille hyrdindefigur - Meisnerporcelæn - tiltaler hende med en grov stemme og beder hende følge med til receptionen. Det viser sig, hun befinder sig i helvede - selv mener hun, at hun er Disneyland, og at det hele er en drøm. ´Jeg er død,´ siger hun og bliver belært om, at hun er i det hinsides. ´Der er ikke noget hinsides. Det er en nærdødsoplevelse,´ siger Jankow.
Efter at være blevet forhørt af mutanter i jakkesæt med odderansigter og efter at have gennemgået en række pinsler, skifter scenen, og hun befinder sig nu i ´Himlen´ - en lokalitet hun heller ikke tror på.
Niels Lindow (f. 1942) er uddannet fra Københavns Universitet og har i en årrække arbejdet som underviser på VUC. Størstedelen af sit arbejdsliv har han været systemudvikler i et velrenommeret IT-firma. Overraskelsen er Lindows debut som forfatter.